Beskrivelse
Miniart
German Tank Crew at Work Toolboxes, Buckets & Tools added
De første kampvogne i den tyske hær dukkede op i slutningen af Første Verdenskrig – det var A7V-maskinerne. Efter underskrivelsen af Versailles-traktaten blev de tyske væbnede styrker forbudt at udvikle pansrede våben, men den tyske side overholdt ikke disse restriktioner og udviklede i hemmelighed pansrede våben. Efter at Adolf Hitler kom til magten i 1933, blev denne udvikling dog helt officiel, og i 1935 blev den 1. panserdivision dannet. I perioden 1935-1939 blev der dannet yderligere afdelinger, og deres hovedudstyr var Pz.Kpfw-bilerne: I, II, III og IV. En enkelt panserdivision på det tidspunkt var sammensat af en kampvognsbrigade opdelt i to pansrede regimenter, en motoriseret infanteribrigade og støtteenheder, blandt andet: rekognoscering, artilleri, luftværn og sappere. Den bestod af omkring 300 tanke på fuld tid. Det er også værd at tilføje, at de tyske panserstyrker (tysk: Panzerwaffe) var trænet og forberedt til at implementere doktrinen om lynkrig, og ikke – som i mange af tidens hære – til at støtte infanteriaktiviteter. Derfor blev der lagt vægt på at træne “pancerniaków” på udskiftelighed af funktioner, uafhængighed i beslutningstagning af officerer og underofficerer og den bedste tekniske beherskelse af de ejede kampvogne. Alt dette resulterede i store succeser med tyske panservåben i Polen i 1939, men især i Vesteuropa i 1940. Også under kampene i Nordafrika – især i perioden 1941-1942 – viste de tyske panserstyrker sig at være en meget vanskelig modstander. Før invasionen af USSR blev antallet af tyske panserdivisioner næsten fordoblet, men antallet af kampvogne i disse enheder faldt til omkring 150-200 køretøjer. Også i løbet af kampene på østfronten – især i 1941-1942 – var de tyske panserstyrker overlegne i træning og organisation i forhold til deres sovjetiske modstander. Kontakt med sådanne køretøjer som T-34 eller KW-1 tvang imidlertid introduktionen af Pz.Kpfw V- og VI-tankene til linjen i 1942 og 1943. Voksende tab på østfronten, samt tabte kampe – ved Stalingrad eller Kursk – fik den tyske panzerwaffe til at svækkes. Dens struktur omfattede tunge kampvognsbataljoner (med 3 kampvognskompagnier), og i 1943 blev pansrede grenaderdivisioner etableret. Der var også en stadig tydeligere fordel ved den sovjetiske side, og fra 1944 – behovet for samtidig at bekæmpe de sovjetiske tropper i øst og de allierede i vest. Det antages også, at det var dengang (i årene 1944-1945), at træningen af de tyske panserstyrker var svagere end i den foregående periode og ikke udgjorde en så væsentlig fordel på tysk side som tidligere. Den tyske Panzerwaffes sidste storstilede operationer var offensiverne i Ardennerne (1944-1945) og i Ungarn (1945).
